Tai Segel (tv) Stjernholm & Co og Mads Nørskov (th) Imago Sonas under flytningen - Og fremover nu på hver sin adresse.
Imago Sonas og Stjernholm & Co. har noget stort til fælles. Begge to er oprindeligt hjertebørn af Morten Stjernholm. Siden deres undfangelse, har de vokset sig store side om side på samme adresse, også efter Morten Stjernholm gav stafetten videre til Tai Segel (Stjernholm & Co.) samt Mads Nørskov, Morten Jensen og Brian Thornborg (Imago Sonas).
De to søstre er nu nået alderen, hvor de er klar til at tage det næste skridt - at flytte ud. Stjernholm & Co. er derfor flyttet i egne lokaler på Marielundvej 46B, 1. sal, imens Imago Sonas har overtaget Marielundvej 46E.
Nye muligheder for søstrene
Flytningen giver spændende muligheder for virksomhederne. De får nemlig begge to pludselig dobbelt så meget plads, noget som vil kunne mærkes. Det giver nye muligheder for at skabe merværdi for kunderne, da de vil kunne fremvise flere brands og interessante produkter, sætte større demonstrationer op, samt holde nye spændende typer events. Noget de begge ser frem til at vise de besøgende.
Stjernholm & Co. har dog én særlig ting, de glæder sig til at byde på. Med de nye lokaler kommer der naturligvis også en spritny kaffemaskine, som de forventer bliver mindst lige så god som den forrige, så de kan fortsætte med at tilbyde Herlevs bedste kop kaffe.
Søsterforholdet er stadig stærkt
Som alle ved, er det et stort skridt at flytte ud i sit eget, men det betyder ikke, at båndet mellem de to søstervirksomheder er blevet mindre.
“Det kan godt være, at vi ikke længere kommer til at gå op og ned ad hinanden så meget, som vi gjorde tidligere, men det bånd, vores virksomheder har knyttet gennem årene, samarbejdet, de hyggelige snakke om frokosten, og de mange grin forstummer ikke. Udover det, deler vi den samme DNA og dedikation for at levere de bedste løsninger til vores kunder - løsninger som gør en reel forskel. Den DNA og det fællesskab har nok også haft en del i, at vi kun flytter rundt om hjørnet. Så vi nemt kan droppe forbi og teste hinandens kaffe og få en god sludder.” Fortæller Tai Segel med et glimt i øjet.